Latinske navne

Hvis man læser geologisk faglitteratur, vil man hurtigt støde på latinske navne for fossiler. Det samme gælder for øvrigt også, hvis man læser fagbøger om nulevende arter af planter og dyr. For mange mennesker er disse latinske navne besværlige at læse og huske, men det vil ikke vare længe, før man opdager fordelene ved disse navne.

Nu er navngivning af f. eks. dyrene noget, som mennesket altid har benyttet sig af. Ifølge Bibelen, 1. Mosebog v. 19-20, førte Gud dyrene hen til Adam, for at han kunne give dem et navn, og det navn, han gav dem, skulle de hedde. Denne beretning viser, at mennesket fra ældgammel tid har fundet det nødvendigt at give levende væsener et navn, så man kunne fortælle andre om det. Siden da har mange dyr og planter fået navne på alle verdens sprog, og i 1700-tallet opstod der så et behov for en systematisering. I tiden efter de store opdagelsesrejser fandt man ud af, at antallet af nulevende arter af planter og dyr var meget stort, og desuden ville man forsøge at gruppere organismerne efter det tilsyneladende slægtskab.

Den svenske botaniker Carl von Linné (latiniseret efternavn Linnaeus) opstillede som den første den binære nomenklatur, d.v.s. en navngivning, bestående af 2 navne. Slægtsnavnet (genus) var fælles for flere arter, mens artsnavnet (species) var for én bestemt art. Navnene skulle være latinske eller behandles som latinske, fordi latin på den tid var videnskabens sprog. Hans værk "Species plantarum" fra 1753 navngav og systematiserede et stort antal navne på planter, mens "Systema naturae" fra 1758 systematiserede dyrelivet, herunder også nogle fossiler. Mange planter og dyr benævnes derfor med latinsk navn samt L., der fortæller, at arten først er opstillet og beskrevet af Linné. Det gælder f. eks.  mælkebøtte: Taráxacum vulgáre L. , sommerfuglen nældens takvinge (Aglais urticae L.) og blåmuslingen (Mytilus édulis L.).

Der er nogle konventioner angående de latinske navne. De skrives med kursiv, og slægtsnavnet skrives med stort begyndelsesbogstav, mens artsnavnet skrives med lille begyndelsesbogstav. Med til det fuldstændige navn hører også autor (forfatter) samt årstal. På denne måde kan andre finde ud af, hvor de skal finde den oprindelige beskrivelse og afbildning af arten.

Latinske navne kan fortælle en karakteristisk ting ved arten. Mælkebøttens navn vulgáre betyder "almindelig", nældens takvinges artsnavn fortæller, at dens larve lever på stor nælde, og blåmuslingens, at den er spiselig. Andre navne fortæller, hvem arten er kaldt op efter. Det kan være finderen eller en anden kollega, som forfatteren ønsker at hædre. Nogle eksempler: Corbula koeneni (opkaldt efter den tyske palæontolog Adolph von Koenen), Scissurella aliceae (efter amatørgeologen Alice Rasmussen, Fakse) og Triforis sorgenfreii (efter palæontologen, professor Theodor Sorgenfrei).

De latinske navne kan også være besværlige, fordi det hurtigt viser sig, at én art kan have flere forskellige latinske navne. Det ses således ofte, at en art senere af en anden forfatter er blevet henført til en anden slægt. Dette vises ved, at forfatternavn og årstal sættes i parentes. Som et eksempel kan nævnes den almindelige Astarte reimersi fra Gram Leret. Den er i tidens løb blevet benævnt således:

Astarte Reimersi Semper - i Ravn (1907)

Astarte (Carinastarte) reimersi Semper - i Hinsch (1952)

Astarte (Carinastarte) reimersi Semper in Ravn 1907 -  i Rasmussen (1968)

Carinastarte reimersi (Ravn, 1907) - Schnetler (2005)

Forklaring: Semper foreslog navnet (1861), men gav hverken beskrivelse eller afbildning. Alligevel regnede senere forfattere ham som autor, men Ravn (1907) var den første, der gav en beskrivelse og afbildning af arten. Rasmussen (1968) angav stadig Semper som autor. Schnetler (2005) anser Ravn for at være den første autor. Ravns navn er i parentes, fordi han henførte den til slægten Astarte.

Carinastarte er først opstillet som en underslægt til Astarte af Hinsch (1952), derfor i parentes, men den regnes nu for at være et slægtsnavn. 

Eksemplet viser, hvordan navne skifter i tidens løb, alt efter den enkelte forfatters opfattelse, men det viser også, at artsnavnet reimersi ikke ændres.

I nogle tilfælde anvendes underarter for at angive et nærmere slægtsskab, men to underarter af samme art kan ikke optræde i samme population. I Arnum Formationen i Danmark og udenlandske formationer af samme alder optræder muslingearten Limopsis (Pectunculina) multilamellata Lehmann, 1881, mens der i Vejle Fjord Formationen i Danmark optræder en meget lignende art, der dog afviger fra den først nævnte art. Arten splittes da op i de to underarter Limopsis (Pectunculina) multilamellata multilamellata Lehmann, 1881 og Limopsis (Pectunculina) multilamellata chattica Schnetler, 1990.  

Det sker ofte, at slægtsnavne ændres. Ofte splittes de op i flere slægter, eller de henføres til en anden slægt end den oprindelige. Ravn (1907) regner 18 arter til slægten Fusus (= tenformet). Disse henføres i dag til slægterne: Searlesia, Aquilofusus, Streptodictyon, Exilioidea, Metula og Sipho. Andre eksempler er, at alle ammoniter henførtes til slægten Ammonites og alle nautiler til slægten Nautilus. Begge disse slægter er i dag splittede op i et stort antal slægter. Ændringer i navne kaldes revisioner.

Fordelene ved latinske navne er, at de er helt præcise, i modsætning til de andre navne. F. eks. er "almindelig konksnegl" i Danmark noget andet end i andre dele af verden, men Buccinum undatum (det latinske navn for almindelig konksnegl) er en ganske veldefineret konksnegl. De latinske navne kan også udtrykke et slægtsskab, mens de trivielle navne ofte kan forvirre.

Konklusion: Forskere prøver at skaffe orden i verdens mange arter af dyr og planter ved at navngive dem, og hermed er vi tilbage til Bibelens ord om Adam, der navngav dyrene, så han kunne kende dem!