Dalbyover Kalkbrud

Der har tidligere været et stort antal kridt- og kalkbrud i Danmark. I Hilmar Ødums doktorafhandling fra 1926: "Studier over Daniet i Jylland og paa Fyn" beskriver han de lokaliteter, der var tilgængelige dengang. Senere er de allerfleste forsvundet.

Kalkbruddet ved Dalbyover blev også nævnt af Ødum, og det eksisterer den dag i dag i bedste velgående. Østjysk Kalkleje bryder kalk til jordforbedring. Lokaliteten er kendt af mange samlere i ind - og udland, ikke mindst på grund af de mange velbevarede søpindsvin.

Kalken er en coccolitkalk (slamkalk) af Danien C alder (som Fakse). Man kan samle i bunden af graven, hvor der harves, eller man kan selv kløve kalkblokke. Det hyppigste fossil er så afgjort søpindsvinet Echinocorys sulcatus, men der kan også findes østersen Pycnodonte vesicularis, søliljestilke af arten Isselicrinus paucicirrhus, brachiopoden Carneithyris lens og enkelte hajtænder. 

Karakteristiske fossiler fra Dalbyover. Øverst 2 Echinocorys sulcatus, begge med den fastsiddende musling Atreta sp., nederst brachiopoden  Carneithyris lens, østersen Pycnodonte vesicularis og 4 stilkstykker af søliljen Isselicrinus paucicirrhus.

Nærbillede af de fastsiddende eksemplarer af Atreta. I ældre litteratur kaldes muslingen Dimyodon.

Danien-havets forstenede dyreliv (skrevet i forbindelse med Geologiens Dage arrangement i 2014 - Jysk Stenklub stod for et arrangement i Dalbyover).

Af Ingemann Schnetler

Tidligere blev kalk og kridt fra Danmarks undergrund gravet på mange forskellige lokaliteter, hvor disse lag ligger tæt på overfladen umiddelbart under istidslagene. Der har været gravet kalk og kridt til bygningssten, kalkbrænding, jordbrugskalk og cementfremstilling gennem flere hundrede år, og ikke mindst siden midten af 1800-tallet har der været anvendt store mængder.

I 1926 offentliggjorde Hilmar Ødum, senere direktør for Dannmarks geologiske Undersøgelse, sin store afhandling "Studier over Daniet i Jylland og på Fyn", hvori han beskrev alle de på det tidspunkt kendte kalk- og kridtgrave. Ved hjælp af Ødums bog kan mange gamle lokaliteter opspores, men i mange tilfælde er de tilgroede, opfyldte eller helt forsvundne. Der har været gravet kalk og kridt mange steder på Randersegnen, således ved Øster Tørslev, Purhus, Kastbjerg, Råsted, Bjerregrav og flere steder ved Mariager Fjord (Assens, Jomfrubakken, Valsgårde). Et andet kalkområde nær Randers er Lime-egnen (Lime, Mygind, Voldum m. fl.). Der har været gravet Skrivekridt ved Spentrup, Dania (ved Assens), Vive og på egnen syd for Ålborg. Forekomsten af orkidéen Fruesko ved Buderupholm nord for Rold Skov skyldes netop Skrivekridt nær overfladen. Der blev tidligere fremstillet cement ved Mariager Fjord, men nu er kun fabrikken ved Rørdal i Ålborg produktionssted for cement. Jordbrugsskalk graves f. eks. syd for Ålborg, ved Aggersund og på flere andre lokaliteter, således også i denne kalkgrav, der udnyttes af Østjydsk Kalkleje, men det må fastslås, at antallet af tilgængelige lokaliteter nu er meget lille.
Ødum skriver i sin afhandling, at der brydes coccolithkalk i en grav 400 m syd for stationen i Dalbyover og at der er påvist kalk nær overfladen i en boring ved mejeriet. Ødum nævner også, at kalken ved Dalbyover er fossilfattig. Der har været gravet kalk i denne grav siden 1930, og kalkgraven er altså en heldig undtagelse fra reglen om, at kalkgravene stort set er væk, og desuden er kalken rig på fossiler, især søpindsvin.

Danien-tiden
Danien-havets aflejringer er dannet i det allertidligste Paleocæn, d. v. s. den tidsperiode, der følger umiddelbart efter Kridttiden, svarede til en absolut alder på ca. 65 mill. år. Grænsen mellem Kridt og Tertiær (ofte kaldet K/T grænsen) har været meget omtalt i medierne, ikke mindst fordi dinosaurerne uddøde ved denne overgang. Desuden uddøde også andre dyregrupper, f. eks. de skalbærende blæksprutter ammonitterne, blækspruttegruppen belemnitter ("vættelys") og nogle store muslinger (Inoceramus). Det skønnes, at op mod 75% af alle dyrearter uddøde; årsagerne diskuteres stadig. K/T grænsen kan ses flere steder i Danmark, f. eks. Stevns Klint, Dania ved Assens og Nye Kløv. Bjergarterne fra Danien og Kridt ligner hinanden meget i udseende og indhold af fossiler, og tidligere regnedes Danien-lagene da også for at være den allerøverste del af Kridttiden.

Navnet Danien skyldes den franske geolog Desor, der i 1847 kaldte lagene fra Stevns, Fakse o. s. v. for Terrain Danien efter Danmark, da de jo er så typiske for de danske aflejringer. Danien-lagene er ca. 60-65 mill. år gamle, men de er ikke alle lige gamle, så derfor har man i tidens løb inddelt Danien i forskellige zoner efter forekomsten af typiske fossiler. Mest kendt er inddeling efter piggene fra det regulære søpindsvin Tylocidaris. Disse pigge ændrer sig i tidens løb og kan derfor anvendes til en datering, hvis de er til stede. Desværre er de ikke almindelige i alle kalktyper, og i slamkalken som ved Dalbyover er de meget sjældne. Andre inddelinger anvender foraminiferer eller endnu mindre organismer. Senest har geologen Erik Thomsen på basis af kalknannoplankton inddelt Danienet i 9 zoner, og kalken ved Dalbyover tilhører zone 5, altså Mellem Danien ligesom Faksekalken.

Kalktyper
Alle Danien-lagene er biogene, d. v. s. dannet af rester af dyre- eller planteliv. Der er imidlertid stor variation i udviklingen af bjergarterne i løbet af Danien-perioden og i forskellige dele af det daværende hav, Danien-havet, der dengang dækkede større eller mindre dele af Danmark.

Slamkalk
Denne kalktype, der brydes i graven ved Dalbyover, er ofte næsten hvid som Skrivekridt og er da også som denne dannet af utallige coccolither, d. v. s. små kalkplader, der har omgivet mikroskopiske alger i en såkaldt coccosfære. Disse alger levede i de øverste 50 m af Danien-havet, og efter algens død faldt coccosfærens små kalkplader fra hinanden og sank til bunds. Slamkalken har da også været benævnt "coccolithkalk" eller blegekridt (hårde varieteter saltholmskalk). Denne kalktype er meget udbredt i Mellem Danien, og den har også været brudt ved Mariager Fjord (Jomfrubakken) og på Djursland (Lime, Mygind, Clausholm m. v.).

Bryozokalk
Denne kalktype består af op mod 45% bryozoer (mosdyr), der har dannet banker i Danien-havet. På disse banker har der været et rigt dyreliv, og bryozokalken indeholder da også en rig fauna. Bryozokalken kendes især fra det ældste Danien (Bulbjerg, Sangstrup, Karleby, Stevns), men også lag fra det alleryngste Danien kan være udformet på samme måde (Klintholm på Fyn).

Koralkalk
Lokalt kan der være udviklet koralkalk. Således ved Fakse, hvor en banke på ca. 2 km² fandtes i Danien-havet. Koralkalken indeholder en utrolig rig fauna, der omfatter en lang række dyregrupper, ofte med et tropisk/subtropisk præg. Således de skalbærende blæksprutter nautilerne, porcelænssnegle, hajer, mange krabber og selvfølgelig korallerne.

Danien-havets dyreliv, som det findes ved Dalbyover
Som førnævnt er kalktypen slamkalk, og den er oprindelig afsat som en blød kalkmudder, der er sunket til bunds og senere hærdnet. Danien-havet har altså haft en blød bund, som dyrelivet har været tilpasset. Flere søpindsvin har haft gode levevilkår, således Brissopneustes suecicus, der levede helt nedgravet og Echinocorys sulcatus, der gennempløjede det øverste lag af den bløde bund. Begge slægter åd det aflejrede materiale for at udnytte de rester af organismer, der var i aflejringerne. Brissopneustes kaldes af samlere tit "sømus", da den i form og levevis minder om den nulevende sømus, hvis tynde skaller ofte driver i land ved Vesterhavet. Echinocorys er dog langt almindeligere ved Dalbyover. Denne art har på undersiden den ovale mund forrest og det næsten cirkulære gat bagerst, mens piggene var meget små. Dette søpindsvin er i øvrigt den mest almindelige forstening fra Danien-perioden og findes ofte på marker, i grusgrave og ved stranden, oftest bevaret som flintstenkerne. Ved Dalbyover findes søpindsvinet derimod med skallen bevaret og in situ, d. v. s. i den oprindelige aflejring. Søpindsvinet Phymosoma har derimod haft lange tynde pigge og en flad, cirkulær skal; det tilhører de regulære søpindsvin, der har mund midt på undersiden, gat midt på oversiden og et kompliceret tandapparat (Aristoteles' lygte) inde i skallen. De to andre søpindsvin tilhører gruppen de irregulære søpindsvin. Hvis kalken behandles med "glaubersalt-metoden" og derpå slemmes, kan der findes mange småfossiler, bl. a. små pigge af søpindsvinet Palaeodiadema. De ligner små padderokkestængler.

Kalkskallede bløddyr som snegle, muslinger og nautiler har skaller, der er opbygget af enten calcit eller aragonit. Af disse kalkmineraler er aragonitten meget ustabil, og da Danien-aflejringer er kalkbjergarter, er alle skaller af den ustabile aragonit opløste. Da der desuden ikke findes hærdnede lag i slamkalken ved Dalbyover, vil der heller ikke kunne findes aftryk af aragonitskallede dyr. Derfor indeholder kalken ingen forstenede snegle, nautiler og mange muslingegrupper. Kun muslinger, der har haft en skal af calcit (kalkspat) vil være bevaret. Mest almindelig er østersen Pycnodonte vesicularis, der har en hvælvet underskal og en plan overskal, så den har kunnet ligge på den bløde bund, evt. sætte sig fast på andre skalller. Muslingen Spondylus danicus havde pigge på den ene skal og kunne derved forankre sig i havbunden. Det vil også være muligt at finde kammuslinger (pectinider), der også har skal af calcit. Muslingerne Atreta costata og Atreta nilssoni - tidligere benævnt Dimyodon - har kunnet leve i Danien-havet ved, at den ene skal er fastvokset på større fossiler, oftest søpindsvinet Echinocorys. Oftest findes de på søpindsvinets overside, men en gang imellem også på undersiden af et søpindsvin. I begge tilfælde er muslingen fastvokset på skallen af døde dyr. Kun en lille del af de mange forskellige bløddyr, der dengang levede i den bløde bund, er bevaret som fossiler.

Af Brachiopoderne (armfødderne) kunne Carneithyris lens hvile på den hvælvede ventralskal (som østersen lige omtalt), mens Terebratulina striata havde en stilk, der var forgrenet i spidsen. Herved kunne den forankre sig til f. eks. rester af søpindsvin, ormerør o. s. v. og derved holde sig fast i den bløde bund og hæve sig, så den kunne filtrere vandet og derved skaffe sig føde.

Af søliljer findes stilkstykker af Isselicrinus paucicirrhus, der er almindelig i alle Danien-aflejringer, især i bryozokalken. Søliljer er pighuder, beslægtede med søstjerner og søpindsvin.

Kun sjældent findes der rester af den op til ca. 8 cm store Palaega danica, der er et krebsdyr af isopodernes orden (d. v. s. et krebsdyr med alle lemmer ens).

Desuden kan der findes forskellige ormerør, kiselsvampe, bryozoer (mosdyr) og andre fossiler. Da det er en havaflejring, vil der også kunne findes f. eks. hajtænder og fiskeskæl. Ved at splitte kalken med glaubersalt og derpå sigte den vil man få et godt indtryk af indholdet af de calcitskallede fossiler fra Danien-havet.

Litteratur
Gravesen, P. 1989. Værd at vide om forsteninger. Høst & Søn.
Gravesen, P. 1993. Fossiliensammeln in Südskandinavien. Goldschneck-Verlag, Korb.
Gravesen, P. 1998. Danske forsteninger fra Tertiærtiden. Natur og Museum.
Grönwall, K. A. 1900. Släktet Dimyodon i Danmarks Krita. DGF.
Larsen, G. & Kronborg, C. 1994. Geologisk set - Det mellemste Jylland. En beskrivelse af områder af national geologisk interesse. Geografforlaget.
Nielsen, K. Brünnich 1909. Brachiopoderne i Danmarks Kridtaflejringer. Vidensk. Selsk. Skr.
Nielsen, K. Brünnich 1931. Serpulidae from the Senonian and Danian Deposits of Denmark. DGF.
Nørrevang, A. & Lundø, J. (ed.). 1979. Danmarks natur, bind I.
Rasmussen, H. W. Danmarks geologi. Gjellerup.
Ravn, J. P. J. 1902-1903. Molluskerne i Danmarks Kridtaflejringer I-III. Vidensk. Selsk. Skr.
Ravn, J. P. J. 1927. De irregulære Echinider i Danmarks Kridtaflejringer. Vidensk. Selsk. Skr.
Ravn, J. P. J. 1928. De regulære Echinider i Danmarks Kridtaflejringer. Vidensk. Selsk. Skr.
Thomsen, E. 1995. Kalk og Kridt i den danske undergrund. I: Nielsen, O. B. (red.): Danmarks geologi fra kridt til i dag. Geologisk Institut. Aarhus Universitet.
Ødum, H. 1926. Studier over Daniet i Jylland og på Fyn. DGU.

Faunaliste