Cirripeder

Nulevende cirriped, Lepas anatifera, fra Henne Strand 

Cirripeder, på dansk rankefødder, er en underklasse af krebsdyrene. De er som andre krebsdyr pelagiske (fritsvømmende) som larver, men som voksne er de fastsiddende og som følge deraf stærkt specialiserede.

Den fritsvømmende larve har øjne, antenner og 6 par svømmelemmer. Efter kort tid som pelagisk larve sætter den sig fast med antennerne på et underlag, der kan være sten, skaller, drivtømmer eller skibe. Øjnene forsvinder, og der dannes en kappe, hvorfra der udvikles en række kalkplader. Kalkpladerne har tilvækstlinier. De rankeformede lemmer rager udenfor de øverste bevægelige plader, og med lemmerne sigtes smådyr fra vandet.

Ordenen Thoracica er kendetegnet ved, at det voksne dyr har et panser af kalkplader, og den deles i 2 underordener: De stilkede langhalse (Pedunculata) og de ustilkede rurer (Operculata). Desuden omfatter Cirripeder Acrothoracica, der er borende cirripeder. De sidder i skaller af døde muslinger og snegle og laver karakteristiske huller, der kendes fossilt. Desuden ordenen rodkrebs (Rhizocephala), der ikke kendes fossilt, og ordenen Ascothoracica, der lever som parasitter i søpindsvin og koraller. Huller af disse parasitter kendes fossilt i søpindsvinet Echinocorys fra Kridt.

Cirripeder har oftest 6 store plader: Carina, rostrum, tergum (2), scutum (2). Desuden kan der være mange mindre plader, og endelig kan der være plader på stilken hos langhalsene.

 Fossil rur på purpursnegl. Pliocæn, Florida

Vigtigst som fossiler er langhalse og rurer, og det er især de store plader, der kan findes. Rurer er mest knyttet til ret lavt vand, så derfor er de stort set ukendte fra danske aflejringer. Derimod er de hyppigere i tilsvarende aflejringer fra f. eks. Tyskland og Holland. Langhalsene lever især på drivtømmer og træffes nulevende ved Vestkysten, og de kendes også fossilt. Især i Fakse bryozokalk er der fundet mange eksemplarer af flere arter. Fra den nordlige del af graven kendes den såkaldte Lepas-kalk (først fundet af Søren Bo Andersen i 1972). Denne kalk indeholder talrige enkeltplader af Pycnolepas bruennichi og desuden bægre og løse plader fra den stilkløse sølilje Cyathidium holopus (også omtalt på denne hjemmeside).

Allerede Charles Darwin undersøgte cirripederne fra Fakse (1851), og i 1912 kom K. Brünnich Nielsens afhandling: Cirripederne i Danmarks Danien-Aflejringer. Senere har englænderen Withers revideret cirripederne fra Fakse.

Foreløbig oversigt over danske cirripeder:

Øvre Miocæn: Fra Gram Leret kendes enkelte plader af 1 art.

Eocæn: Der kendes enkelte løse plader og et nogenlunde komplet eksemplar.

Pycnolepas bruennichi Withers, 1935. Bryozokalk fra Fakse

Paleocæn, Danien: Fra Fakse kendes 5 arter. Lepas-kalken indeholder talrige plader af Pycnolepas bruennichi. Denne art blev oprindeligt navngivet af Darwin som Pollicipes elegans, men dette navn var allerede givet til en nulevende art. Derfor gav Withers den det nye navn og opkaldte den efter K. Brünnich Nielsen. Pycnolepas bruennichi har plader med en kraftig skulptur.

Tergum af cirriped, Danienkalk fra Hanstholm

Scutum af cirriped, Skrivekridt fra "Dania".

Tergum af cirriped fra Arnager Kalk.

Litteratur:

Darwin, C. 1851: A monograph on the Fossil Lepadidæ, or, Pedunculated Cirripedes of Great        

                       Britain. 88 pp., 5 pls. London.

Gravesen, P. 2001: Den geologiske udforskning af Fakse Kalkbrud fra midten af 1700-tallet til nu.

                       Geologisk Tidsskrift 2: 1–40. København.

Nielsen, K. B. 1912: Cirripederne i Danmarks Danien-Aflejringer. Meddelelser fra Dansk Geologisk

                       Forening 4: 19–42, 2 pls.

Rasmussen, H. W. 1969: Palæontologi Fossile invertebrater. 420 pp.København.

Withers, T.H. 1935: Catalogue of Fossil Cirripedia in the Department of Geology, Volume II:

                       Cretaceous. 433 pp., 50 pls. London.