Snegle (gastropoder)

Gastropod betyder mave-fod og hentyder til det typiske for sneglene. Alle snegle har en muskuløs fod, hvormed de er i stand til at bevæge sig. De fleste snegle har også et hus, men både i havet og på land findes der som bekendt skalløse snegle.

Højresnoede og venstresnoede snegle

Hvis man holder et sneglehus lodret med spidsen i vejret og mundingen ind imod sig, vil mundingen være til højre ved højresnoede snegle og til venstre ved venstresnoede snegle.

Langt de fleste snegle er normalt højresnoede, men en sjælden gang forekommer der venstresnoede eksemplarer af ellers højresnoede arter.

Nogle sneglefamilier/snegleslægter er normalt venstresnoede, mens der i andre forekommer både højre- og venstresnoede arter. Et eksempel er den nulevende rødkonk (Danmarks største nulevende art) Neptunea antiqua (højresnoet) og den Pliocæne art Neptunea angulata (tidligere kaldet Neptunea contraria), der er venstresnoet.

Neptunea antiqua og to eksemplarer af Neptunea contraria fra Kallo, Belgien.

Sneglefamilien Triphoridae indeholder talrige arter af små højspirede, venstresnoede arter, og der kendes især mange fossile arter fra tertiærtiden. I Danmark kendes der 4 arter fra Fakse, og af disse er Epetrium cretacea meget almindelig. Der kendes enkelte Triphoridae fra Lellinge Grønsand og Kerteminde Mergel (ubestemte). Fra Brejning Leret kendes der 2 arter: Norephora elatior og Biforina praeversa (kendes fra Skanderborg, Nr. Vissing og Mogenstrup). I Gram Leret kendes der kun et eksemplar af arten Norephora fritschi. I nutidens have lever der adskillige arter. 

Forskellige måder at afbilde en snegleskal på

I langt de fleste fossilbøger afbildes snegle med spiret opad og munding med kanal nedad, og desuden lægges lyset altid skråt fra venstre øvre hjørne. I mange franske bøger om fossile snegle er der imidlertid en tradition for at afbilde snegle omvendt. Begrundelsen er, at denne måde bedre afspejler, hvordan det levende dyr er orienteret. Munding og kanal sidder jo i bevægelsesretningen, altså fremad, mens spiret peger skråt bagud. Hovedet med øjne, følehorn og raspetunge sidder altså "øverst", når skallen afbildes med munding og kanal opad.

Navne på en snegleskals dele

På tegningen herover er stort set alle fagudtryk angående en snegls skal angivet. Øverst er protoconchen (larveskallen), der ofte har en anden skulptur ("mønster") end resten af skallen. Så følger mellemvindingerne, og den sidste vinding kaldes slutvindingen. Vindingerne støder sammen i suturen (sømmen). Periferien er en vindings bredeste sted. På slutvindingen kaldes vindingens del under periferien for basis.

Vindingerne kan være mere eller mindre konvekse (krumme udad), og suturen kan være mere eller mindre dyb, evt. nedsænket.

Skallen har ofte en skulptur, der er sammensat af axiale (= samme retning som aksen) og spirale elementer. Hvor disse to elementer mødes, kan der opstå mere eller mindre spidse knuder, evt. pigge. Der findes en lang række udtryk til at karakterisere spiraler, axialribber, knuder o. s. v. med. 

På skallen kan der ofte ses tilvækstlinier. De kan være rette eller krumme på forskellige måder. De kan også være flexuøse (have en bugt - sinus). På skallen ses hos en del arter gamle mundinger som fortykkelser (varices) med bestemte mellemrum. 

Mundingen kan være mere eller mindre langstrakt og mere eller mindre åben. Der kan være en kanal. Yderlæben kan være opsvulmet og evt. have knuder eller tænder, og columella (skalsøjlen) kan have folder og evt. være dækket af callus, et lag, der kan delvist dække basis af slutvindingen ved  mundingen (parietalvæggen). Der kan være en siphonal vulst (fortykkelse), og den kan danne en pseudoumbilicus (= falsk navle).

Forskellige mål er også vist på tegningen. Ofte angives forholdet mellem største højde og bredde, slutvindingens højde i forhold til største højde og højden af munding + kanal til at karakterisere snegleskallens proportioner.   

Inddeling af klassen snegle

En hovedinddeling er de 3 underklasser:

    * Forgællesnegle (Prosobranchiata)

    * Baggællesnegle (Opisthobranchiata)

    * Lungesnegle (Pulmonata)

Forgællesneglene har gæller placeret foran hjertekammeret. Underklassen deles igen i 3 ordner:

    * Archaeogastropoda (= de gamle snegle)

    * Mesogastropoda (de mellemste snegle)

    * Neogastropoda (de nye snegle)

Archaeogastropoderne har ofte perlemor i deres skaller. Flere slægter har en slids til det udstrømmende vand. Mundingen er holostomat (yderlæbe og inderlæbe mødes i en jævn kurve). Eksempler på denne orden er: Pleurotomaria, Emarginula, Haliotis, Trochus, Solariella. 

Mesogastropoderne har også en holostomat munding, men enkelte har en slids eller en kort tud. Eksempler: Littorina, Turritella, Cerithium, Xenophora, Aporrhais, Phalium, Charonia.

Neogastropoderne har oftest en lang kanal. De er især almindelige i Tertiærtiden. Eksempler: Murex, Buccinum, Hinia, Scaphella, Cancellaria, Gemmula, Conus.

Baggællesneglene har en skal, der er reduceret i størrelse, og mange nulevende arter er skalløse. Deres navn kommer af, at gællen er anbragt bag hjertet. Eksempler: Acteon, Ringicula, Cylichna, Limacina.