Startside
Op

Familien Scissurellidae fra Faxe

Faxe kalkbrud er en af de mest fossilrige lokaliteter i Danmark, og en lang række fossiler er beskrevet herfra. Flere geologer antager, at det samlede artsantal er ca. 2000. Blandt fossilerne af de større dyr er f. eks. krabber, søpindsvin, brachiopoder, nautiler, muslinger og snegle karakteristiske og beskrevne for mange år siden.

En vigtig dyregruppe er sneglene, der oftest er bevarede som stenkærner med tilhørende aftryk af ydersiden. Den store danske palæontolog J.P.J. Ravn beskrev i 1902–03 muslinger, snegle og nautiler fra Faxe, men kun de større arter. I begyndelsen af 1900-tallet fandt man dog en del snegle med skallen tilsyneladende bevaret, især eksemplarer af den velkendte Pleurotomaria niloticiformis og af porcelænssneglen Palaeocypraea spirata. Desuden fandtes en lang række mindre arter, som ikke var kendte. Senere undersøgelser har vist, at den oprindelige snegleskal af aragonit er omdannet til calcit.

De nye fund blev gjort i en ikke-hærdnet hvid koralkalk, der kunne slæmmes, og denne kalk fik hurtigt navnet "næsekalk" efter et fremspringende parti i kalkbruddet. Dette parti skulle efter sigende ligne Ravns næse. Materialet var indsamlet af Ravn selv eller af A. Rosenkrantz og K. Brünnich Nielsen, to af de andre "klassiske" danske palæontologer.  

I 1933 beskrev Ravn så en lang række nye arter fra "næsekalken", men der var stadig ubeskrevne arter i Rosenkrantz' samling, og i begyndelsen af 1970'erne fandt konservatorerne Søren Bo Andersen og Sten Lennart Jakobsen en ny forekomst af næsekalk med masser af nyt materiale. Siden har især Alice Rasmussen, Faxe, fundet nyt materiale i næsekalk.

De nye fund har givet nye arter og nyt materiale, og i 2001 kunne undertegnede, sammen med de franske palæontologer Pierre Lozouet og Jean-Michel Pacaud, offentliggøre en lille afhandling om sneglefamilien Scissurellidae fra Faxe, hvori 3 nye arter beskrives.

Scissurellidae er alle ganske små snegle (1-2 mm) og beslægtede med Pleurotomaria, idet de også har en slids til det udstrømmende vand. De følgende billeder viser alle 5 kendte arter af Scissurellidae fra Faxe.

Scissurella aliceae Schnetler, Lozouet & Pacaud, 2001

Arten kendes i ca. 60 eksemplarer, hvoraf de 52 er fundet af Alice Rasmussen, Faxe. Arten er da derfor også opkaldt efter hende.

Praescissurella ? ravni Schnetler, Lozouet & Pacaud, 2001

Af denne art kendes der kun 11 eksemplarer; den er opkaldt efter J.P.J. Ravn.

Maxwellella annulata (Ravn, 1933)

Denne art er den almindeligste af familien Scissurellidae, idet der kendes over 90 eksemplarer, og det var da også den eneste art, som Ravn beskrev i 1933. I 1998 opstillede den tyske palæontolog Klaus Bandel slægten Maxwellella og henførte Ravns art til denne slægt.

Anatoma hedegaardi (Bandel, 1998)

Arten er opkaldt efter Claus Hedegaard af Bandel, der henførte den til slægten Scissurella. Den er meget sjælden, idet der kun kendes 6 eksemplarer af den.

 

Anatoma rosenkrantzi Schnetler, Lozouet & Pacaud, 2001

Denne art kendes kun i 3 eksemplarer og er dermed den sjældneste af familien Scissurellidae.

 

Fossilerne fra Faxe er fra Mellem Danien tid (ca. 65 mill. år siden).

Hele artiklen kan læses i "Bulletin of the Geological Society of Denmark", vol. 48, pp. 79-90, 2001. Den kan også downloades som pdf-fil fra Ingemann Schnetlers hjemmeside.

                                                                  Ingemann Schnetler