Danekræ

Foto: Sten L. Jakobsen, Geologisk Museum (Kbh.)

Tegning v/ Niels Bonde, Geologisk Institut, Kbh. Univ.

Evaluering ved Niels Bonde (Geol. Inst., Kbh): Denne lille fisk (længde 10,5 mm totalt) bevaret som aftryk (med modplade) i hvidligt moler er en yderst sjælden art af stor videnskabelig interesse. Kun ét andet eksemplar er kendt fra samlingerne, fundet i 1937 af W Kühne på samme lokalitet og solgt til Mineralogisk Museum.

Denne endnu bedre bevarede fisk er en anelse mindre og gøres til holotype i mit manuskript med J. Tyler, Washington for en ny slægt og art Protozeus kuehni.

Det nye fund mangler de fleste af finnerne; alligevel supplerer det holotypen med detaljer fra de "bløde" ryg- og gatfinner og halefinnens basale støtteskelet. Der er ligeledes bevaret supplerende detaljer ang. finnepiggenes radier (støttestråler), netop fordi piggene er faldet af. Flere vigtige detaljer af kraniets anatomi suppleres også fra det nye fund.

H.S. Jensens fund viser vigtige anatomiske detaljer og gøres til paratype. De to fisk er de ældste kendte zeomorpher, Sct. Peters fiskegruppen i snæver forstand (i dag 4-5 små familier af ret primitive pigfinnede benfisk, som ofte lever på dybt vand i tropisk/subtropiske områder).

Det må derfor stærkt anbefales, at dette nye fund bliver danekræ:

Arten er overordentlig sjælden - 2 eksemplarer kendt.
Fossilet bliver paratype for en ny art og slægt.
Fossilet er trods størrelsen velbevaret og giver vigtige anatomiske detaljer.
Den store videnskabelige interesse skyldes, at denne art fra moleret er den ældste kendte repræsentant for gruppen Zeomporpha, og samtidig viser den, at den ene af nutidens familier allerede må være spaltet fra "hovedlinien" før Paleocæn/Eocæn grænsen.
Disse meget små fisk, ca. 1 cm lange, vil være blandt de absolut mindste fossile fisk, der nogensinde er beskrevet - og alligevel forbløffende i detailrigdom.

DK 480 - Søpindsvin (sømus-type), Galeaster carinatus

Evaluering: Vedrørende indleveret fossil til Danekræ-prøvning (DK 480), søpindsvin Galeaster fra Klim Kalkgrav, Thy.

Fossilet er et forholdsvis lille (ca 1½ cm på hver led) søpindsvin. Artsbestemmelsen er sikker, det er en Galeaster carinatus RAVN 1927, som er fundet i bryozokalk fra Tidlig (Nedre) Danien (Tylocidaris abildgaardi-zonen) i kalkgraven ved Klim.

Galeaster carinatus, Klim - set fra forskellige sider. Foto: Søren Bo Andersen, Geologisk Institut, Aarhus Universitet.

Galeaster carinatus er en meget sjælden art søpindsvin. Da Ravn i 1927 opstillede arten, var det på kun 1 eksemplar fra bryozokalk på Stevns Klint. Dette eksemplar er lettere beskadiget, gattet mangler, og overfladen er dækket af bryozoer m.m., derfor er tuberculation og andre overfladedetaljer ikke tilgængelige på Ravns holotype. Jeg er bekendt med endnu et fund af Galeaster. Her er tale om et temmelig deformeret eksemplar (bryozokalk, Hammelev Kalkgrav (inden for Sangstrup Klint), Djursland), men det bibragte ingen nye detaljer.

Det nyfundne eksemplar, som kommer fra Klim, derimod, er perfekt på alle måder. Det er helt og ubeskadiget, det viser gattets facon og placering, og ikke mindst kan man (allerede inden en rensning) se tuberkler (pigvorter) og deres variation på ydersiden af skallen. En blid rensning vil sandsynligvis få skallen til at fremstå med alle ønskelige detaljer. Det ser ydermere ud til, at der et par steder på overfladen ligger et par fine, tynde pigge, som meget vel kunne høre til denne gravende ”sømus-form”.

Det nye fund bidrager således med mange hidtil ukendte detaljer om dette meget sjældne, danske Danientidssøpindsvin. Måske vil en nærmere undersøgelse af detaljerne omsider kunne afgøre, hvor nært slægtskabet er med Galeaster bertrandi (fra Pyrenæerne, Krim og Kazachstan), idet nogle har ment, at de to arter kunne være identiske.

Min vurdering er, at fossilet har megen videnskabelig værdi med de mange nye detaljer, og at det tillige er så sjældent, at dette alene burde kunne kvalificere til en Danekræstatus.

Som økonomisk kompensation foreslås ..... , dels for videnskabelig værdi, dels sjældenhed og dels for omhyggelig udpræparering og håndtering, da meget let kunne være ødelagt ved en mere normal procedure, som den ellers kendes i visse fossilsamlerkredse (bl.a. afsyring af overfladen for at ”rengøre”!!).

Med venlig hilsen

Søren Bo Andersen, Geologisk konservator & palæontolog, Geologisk Institut, Aarhus Universitet.

Litteratur:

Ravn, J.P.J. 1927: De Irregulære Echinider i Danmarks Kridtaflejringer. - Det Kongel. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturvid. og Mathem. Afd. 9. Række, I, 1. 74 pp. København.

- o - O - o -

Evaluering: Vedrørende indleveret fossil til Danekræ-prøvning, ?Nielsenicrinus bæger-plader, Sangstrup Klint. (DK 481)

Stykket består af fire ud af de oprindelige fem sammenhængende bægerplader til en crinoid, en isocrinoid sølilje. Der er tale om det nederste af bægeret, der hvor stilken sidder fast på dette. Pladerne er dels de uventet store basalplader og dels nogle meget små, indskudte, infrabasalplader. Det formodes, at fossilet hører til slægten Nielsenicrinus, men det kræver yderligere studier at afgøre den nøjagtige slægtsbestemmelse.

Fossilet er fundet i bryozokalk fra Tidlig (Nedre) Danien (zonen med Tylocidaris abildgaardi) in situ i klinten ved Sangstrup på Nord-Djursland.

Det helt exceptionelle ved dette fossil er, at det består af sammenhængende plader fra bægeret af en af de stilkede søliljer. Det er ikke kendt tidligere fra hverken Danientids- eller Kridttidslag fra Danmark eller sågar hele NW-Europa! Dette ses af såvel litteraturstudier som af samtaler med førende forskere inden for denne fossilgruppe. Ligeledes kan undertegnede ud fra et mangeårigt kendskab til både lag, fossiler og samlere sige, at heller ikke jeg er bekendt med noget lignende.

Sammenholdes dette nyfundne fossil med de tidligere foretagne (teoretiske) rekonstruktioner, foretaget af de danske nestorer inden for crinoidforskning – d.v.s. Brünnich Nielsen og Wienberg Rasmussen, kan man se, at de ikke holder, og nye rekonstruktioner bør være væsentligt anderledes!

Nok syner fossilet ikke af meget, men det tilfører væsentlige nye elementer i forståelsen af de danske Danientids- (og tillige hermed, også Kridttids-) crinoider.

Jeg kan kun anbefale, at fossilet sikres for forskningsverdenen ved en anerkendelse som Danekræ ...

Søren Bo Andersen, Geologisk konservator & palæontolog, Geologisk Institut, Aarhus Universitet

Efter det store skred ved Møns Klint i januar 2007 besøgte vi et par gange den nye kridthalvø med de mange fossiler og de store bøgetræer, som om sommeren havde kraft nok til at springe ud. Også de nedfaldne frø spirede i kalken. Det var et mageløst sted. På en af turene havde vi det ”uheld” at falde over en stor flinteblok med rigtig mange Echinocorys søpindsvin. Det lykkedes ved fælles hjælp at få den store blok op gennem Jydelejet, og da den i efteråret kom til Geologisk Museum tog Steen Lennart Jacobsen den under kyndig behandling. Resultatet var forbløffende. Søren Bo Andersen skrev følgende indstilling til danekræudvalget:

Fundet består af en flintblok med dimensionerne ca. 35 x 30 x 30 cm. I flinten sidder en mængde søpindsvin, oprindeligt med kridtmasse imellem. På den ubehandlede sten kunne der erkendes skaller eller skaldele af lidt mere end tyve individer. På den nu afrensede (sandblæste) blok fremkom yderligere rester, således at der nu i alt må regnes med oprindelig 30 individer. Dyrenes skaller forekommer tilsyneladende i ét lag, men skallerne ligger hulter til bulter imellem hinanden. Såvidt det kan erkendes, stammer alle genkendelige skaller fra en og samme art af den irregulære søpindsvineslægt Echinocorys. Echinocorys-arter er kendt for at være meget vanskelige at definere og adskille, og slægten udviser en meget stor formvariation. Nogle forskere splitter og andre samler ”arter”. Der er meget lidt videnskabelig enighed om Echinocorys. De Echinocorys-skaller, der optræder i DK 562 tilhører formodentlig den formgruppe (p.g.a. afrundet overgang fra siderne til bunden som derved bliver forholds lille, et ikke særlig bredt peristom, tendens til en afrundet køl på skallens bagende m.m.), som af Ravn i 1927 opfattes som Echinocorys perconicus (von Hagenow, 1842) – Wind i 1959 mener, at der ikke er tale om von Hagenows art, og han definerer Ravns eksemplar som Echinocorys pusolosus Leske, 1778 pustolosus n.ssp. Senere har Smith & Jeffery i 2000 betragtet alle Sen Kridt former af Echinocorys som en samlet artsgruppe benævnt Echinocorys scutatus Leske, 1778.

Stykket DK 562 vurderes i en videnskabelig vinkel som interessant ud fra forekomsten af mange individer på én gang og tilmed individer af ens størrelse og formodentlig dermed af ens alder – måske er alle individer klækket samme år, og måske er de endog meget nært beslægtede. De mange skaller hulter til bulter på samme sted kunne minde lidt om forholdene ved Danekræ DK3, Temnocidaris danica fra Fakse Kalkbrud. Formodentlig har de mange søpindsvin søgt føde sammen i tætte bestande, hvor de må have pløjet gennem kridtslammet på havbunden. De er så sidenhen måske blevet fanget af et undersøisk skred (turbidity current), som væltede dem rundt imellem hinanden.

Ud fra de fritpræparerede itubrudte skaller ses det, hvor uventet tynde skallerne egentlig var hos denne ”art”. Dette kunne være en tilpasning til ikke at synke ned i en blød slambund. Den tynde skaltykkelse er ny viden, og det kunne måske være med til at opklare gåden om, hvorfor man aldrig har fundet virkelig små Echinocorys-skaller ved slemme-prøvetagning o.s.v. De mindre skaller må simpelthen have været så ekstremt tynde i væggen, at de ikke ville have kunnet klare selv det mindste tryk i et sediment under sammenpresning.

Ud fra et udstillingsmæssigt synspunkt, som også indgår i Danekræ-loven, må det siges, at DK 562 har et stort udstillingsmæssigt potentiale. Det er ganske overvældende at se så mange af disse dyr samlet i ét lag, og det må sætte tilskuerens tanker i gang med at forestille sig dels den datidige levevis, dels den ”katastrofe”, som overmandede dyrene, og som også var med til at sikre dem for eftertiden. Undertegnede har aldrig før set Echinocorys fra Kridt bevaret i disse mængder, samlet og bevaret i 3D. Fra Danien kendes nogle flintblokke med mange Echinocorys obliqua, men de er alle totalt indlejrede i flinten og ses blot som gennemskårne, cirkulære figurer.

Det vurderes samlet, at DK 562 virkelig bør sikres dels for museumsverdenen og dels for den videnskabelige dokumentation af levevis og taphonomi hos denne type søpindsvin.

Ravn, J.P.J. 1927: De Irregulære Echinider i Danmarks Kridtaflejringer. - Det Kongel. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturvid. og Mathem. Afd. 9. Række, I, 1. 74 pp. København.

Smith, A.B. & Jeffery, C.H. 2000: Maastrichtian and Palaeocene Echinoids: A key to world faunas. - Special Papers in Palaeontology No. 63. The Palaeontological Association, London.

Wind, J. 1959: Echinocorys-Formerne og deres stratigrafiske Udbredelse i det øverste Kridt i Danmark. - Medd. DGF, vol.14/2, 122-138. København.

Søren Bo Andersen, sba@geo.au.dk, Geologisk konservator, palæontolog, Geologisk Institut, Aarhus Universitet

Også dette danekræ repræsenterer det frugtbare samspil mellem en glad finder og hjælpsomme og oplysende professionelle. Vi har lært nyt om søpindsvin og om præparering af gode fund. Det har været sjovt at være med til.

DK 858 Knusetand fra hajen Ptychodus (1stk), Arnagerkalkens bundkonglomerat,