Startside
Op

Af klubbens historie

Startside Op Feedback Indhold Søg

 

 

Minder og tanker i forbindelse med Dolly S. Jacobsens dødsfald 10 juli

Dolly døde her i sommer.  Hun blev medlem i klubbens første halve leveår for næsten 40 år siden. Fra da af var hun med til at sætte sit festlige præg på vor forening. Herunder mindes Hanne Sønnichsen bl.a. nogle af de ture til Finland, som Dolly var ansvarlig for:

Ved at mindes Dolly helt fra starten kommer jeg straks i tanker om en bogtitel af Jane Åmund: "Dengang det var sjovt". Dolly og hendes mand, Andreas, gik altid med på sjove indslag. Det være i klubben, på ture og ikke mindst til fester hjemme hos dem selv. Engang syntes Dolly at vore julemøder var lidt for kedelige. Så i stilhed gik de udenfor, lyset blev slukket og ind kom Dres - fromt udseende - i lang hvid kjortel og med lucialys om hovedet og sang med sin gode stemme.

Dolly og Dres havde jo deres arbejde ved det olympiske stadion i Helsingfors. I 1978 kom klubbens første store mineraltur til Finland - takket være Dolly, som havde kontaktet det geologiske museum. Efter sigende var turen prøvekørt, så alt klappede. Afdøde Hanne Kunde var også medarrangør af turen.

Vi startede i Pargas, et stort kalkstensbrud. Desværre udeblev Dollys kontaktperson, så vi ikke kom ind i bruddet, men vi fandt fine små pargasitkrystaller i affaldsbunkerne. Så var vi i Helsingfors med sightseeing og et besøg på det geologiske museum, hvor vi kunne se vore senere fund samt et lille stykke af en sten fra månen 1969. Vi boede på Stadion Vandrerhjem, og Dres lavede her udendørs morgenmad til os.

Derefter gik turen til spektrolit-ejeren i Ylijårvi nær den russiske grænse. Vi kunne købe både rå og slebne sten. Så var der det næste stop i Outokumpu, hvor der var den grønne chromdiopsid i overflod. Det kunne være med krystaller og til tider med et kraftigere grønt mineral, som var granatvarianten uvarovit. Næste stop var Haapaluoma, hvor der var mængder af røde turmaliner. For at det ikke skulle være mineraler altsammen, var der et uventet besøg ved et kloster.

Til septembermødet laver jeg en udstilling med de fundne mineraler m.m., så vi sammen kan se og mindes nogle af de gode mineralture, der også var "i gamle dage". Hanne Sønnichsen

Jeg selv mindes også Dolly som et elskeligt, sjovt og lidt "skævt" menneske – hurra for folk, der sådan tør give af sig selv. Mit første foredrag i klubben, inden jeg blev medlem, var vistnok i 1976, og da jeg dengang ikke drak rødvin, blev mine anstrengelser i stedet belønnet med en stor dåse "grusisk te" – jeg må indrømme, at jeg i begyndelsen ikke helt var klar over, at Grusien var den stat, der nu kaldes Georgien – men teen var fin-fin. Senere besøgte jeg hende og Dres hjemme på Augustenborggade, og Dolly deltog også flittigt i de par sæsoner, hvor vi afholdt fossilaftener. Så selv om hun havde lagt ud med mineralerne, gik hun efterhånden også over til at samle fossiler. Det sidste års tid eller halvandet så vi ikke så meget til hende, ellers havde hun været en hyppig gæst på klubmøderne. Det er svært ikke at få et smil på læben, når man mindes Dolly. Tak, siger Søren Bo Andersen.

 

Et dødsfald

 

Makkerparret Jytte og Carl i højt humør i deres stand ved Ry-Messen i 2004.

Her 24 dage inde i januar kom den triste besked, at Jytte Hillersborg var død. Det var kendt, at hendes sygdom var vendt tilbage i sommers, og at hun kæmpede med den – alligevel kom meddelelsen uventet tidligt. Jytte blev vel knap 70, og hun hørte til den type mennesker, der virker tidløse på en eller anden måde. Det skyldtes måske hendes lyse sind og dejlige latter og det, at hun hele tiden var interesseret i nyt (dvs egentlig noget nyt gammelt).

 Der bliver en tomhed, når mennesker omkring os forlader verden. Da er det, at man måske for alvor gør sig klart, hvad vi betyder for hinanden. Jeg er glad for, at jeg i efteråret fik lov til at fortælle Jytte om noget af det, som hun og hendes virke havde betydet for mig personligt og for vores fælles interesse, geologien, mineralerne og fossilerne.

I rigtig mange år interesserede Jytte sig for fossiler. Hun havde næse for at finde gode eksemplarer, men hun var heller ikke bleg for at dele ud af sine ting og af sin viden. Det var vel karakteristisk for hende, at hun kunne lide at dele oplevelser med andre. Det gav sig også udtryk i, at hun tidligt var med i stenklubber, både vores i Aarhus og i Randers. Men Jytte tog det skridtet videre – og jeg ved ikke, om det skyldtes, at samlingerne i gården ved Værum efterhånden blev for omfangsrige – hun begyndte at sælge fossiler og senere mineraler. Jytte var blandt de første i landet til at arrangere stenmesser. De første i Ulvehøjhallen ved Randers – senere flyttede ”Randersmessen” til Assentoft, hvor Jytte senest deltog i oktober 2011. Men hun og senere sammen med  Jyske Fossilsamlere” arrangerede messer også i Kvaglundhallen (Esbjerg) og flere steder i Aarhus (Ridehuset, Firmasport, Vejlbyhallen). Men ikke nok med det, på næsten hver eneste stenmesse i Ry og Hedensted, i Næstved og andre steder kunne man med stor sikkerhed træffe makkerparret Jytte og Carl med deres mange gode salgsvarer. Hun solgte gedigne og veletiketterede ting – man kunne være sikker på kvaliteten og oprindelsen af det, hun solgte. For hun var også interesseret i, at det videnskabelige skulle være korrekt – igen formidling på et fint niveau til andre, som delte hendes store steninteresse. Og hun holdt ikke op med selv at samle og glæde sig over sine egne fund. Hun nåede lige at opleve, at to af hendes fund blev erklæret for danekræ: dels nogle slangehvirvler fra de eocæne lag ved Hinge og dels det 7-tallige søpindsvin, som er omtalt i Stenhuggeren nr. 1, 2012.

 Jeg tror, at der må være hundreder eller tusinder, der med mig vil kunne sige tak til Jytte for hendes messer, for hendes formidling og for hendes søde væsen. Tak, Jytte.

 Søren Bo Andersen 

 

Ved Grete Rasmussens død

Grete Rasmussen, et af klubbens gamle medlemmer, døde lige før påske­ugen i år og således også kort før sin 96-års fødselsdag, for Grete var født 3. maj 1915.

Grete Rasmussen i 1996

Grete blev medlem nr. 47 i Jysk Stenklub i 1973. Grete havde mange interesser, og hun besad et udpræget samler-gen. I klubsammenhæng var det i begyndelsen både mineraler og fossiler, der talte til hende – senere var det hovedsagelig fossilerne. Hun opbyggede en imponerende samling, som hun hjemme på Elverdalsvej opbevarede og præsenterede i et omfattende reolsystem, hvor det indsamlede og tilbyttede materiale var arrangeret efter systematiske grupper og i stor orden med nummerering, etiketter og kartotekskort. Et besøg hos Grete og Ras, mens han levede, eller senere i de mange år, hvor Grete boede alene i huset, indbefattede altid et besøg i stenstuen på 1. sal. Og det var ikke et pligtbesøg dér, men med stor interesse, som regel fordi Grete havde fået noget nyt, hun gerne ville vise frem. Der havde hun og hendes gæster mange gode stunder. Hun præparerede, bestemte og katalogiserede sine fund dér – det var en lille, interessant og separat verden, hun havde oppe for enden af den snævre og stejle trappe. Familien og Grete foranstaltede, at hendes store samling blev doneret til Naturhistorisk Museum i Århus, hvor man med kyshånd tog imod – en del af hendes fossiler vil nok i fremtiden kunne indgå i museets geologiske udstillinger.

 Danekræ DK227

Grete fandt også et danekræ, nr. DK 227. Det var aftrykket af en sjælden søstjerne Teichaster  ?retiformis fra Danien – fundet ved Begtrup Vig.

 
De fleste klubmedlemmer kendte vel især Grete for hendes engagement i klubbens aktiviteter, både fra indsamlingsture og måske først og fremmest fra klubmøderne. Grete var vældig god til at tage imod nytilkomne medlemmer i klubben – næppe havde hun spottet et nyt ansigt, førend hun var fremme for at byde velkommen og tilbyde sin hjælp og indføring i klubbens ”mysterier”. Undertegnede har også deltaget på mange stenmesser, først og fremmest i Assentoft, hvor Grete havde medbragt et sortiment af sine fund, som hun beredvilligt fortalte historier om til villige tilhørere. Der er ingen tvivl om, at Grete med sin viden og entusiasme har smittet mange mennesker med glæde og interesse for både fossiler og andre dele af naturens verden.


Grete havde mange andre interesser end de geologiske: bl.a. ”naturen”, blomster, havens fugle, arkæologi, kunst og musik, men også spirituelle emner har vi vendt og diskuteret. Og ikke mindst, samlede Grete på mennesker og venskaber, inviteret af det glade og lyse sind. Men Grete kunne også få lyn i øjnene – uretfærdigheder, diskrimination og lignende måtte hun bare tage afstand fra – hun havde sit personlige mod – og tak for det, selv om det i nogle situationer måske kunne antage karakteren af lidt stædighed. Hun var ”mand for sin hat” - og ude i byen var Grete vidt kendt som ”damen med den lyserøde hat”.

Gretes vedholdenhed var stor. Vi mødtes første gang i 1975 over en geologisk tvist. Vi blev ikke enige om denne ”gåde”, men mødet blev indledningen til et mangeårigt, nært venskab. Jeg tog spørgsmålet om gåden op et par gange i de efterfølgende ca. 25 år – og det førte begge gange til ”lyn i øjnene”. Nu har jeg arvet ”gåden” efter Grete. Den er et kært minde.

De seneste 5-6 år var meget anderledes for Grete – hun måtte flytte fra sit elskede hus i Højbjerg, efter at sygdom havde givet hende mindre førlighed både fysisk og mentalt. Hun flyttede til steder, hvor hun havde hjælp omkring sig, og de seneste år boede hun i en lejlighed i Ankersgade, hvor hun modtog besøg fra både denne og en anden verden. Men det lyse sind og den glade Grete bestod – altså lige indtil før påske. Efter en smuk bisættelse i Frederikskirken er hun nu atter i nærheden af sin kære Ras, som hun nåede at holde guldbryllup med.


Vi er mange, som har været meget glade for at kende Grete og være sammen med hende – tak for det hele. Vi savner dig, Grete, og med et lille smil om munden.



Skrevet på klubbens vegne med stor kærlighed og taknemmelighed af Søren Bo Andersen.




Mindeord

om

Wanda Christensen

Hun var i mange år et engageret medlem af Jysk Stenklub, hvor hun aktivt deltog i, hvad klubben kunne tilbyde.

        Hun var en del af et tidligere slibe- og sølvhold i kælderen på St. Annagades Skole, hvor hun lavede spændende kombinationer af sten og sølv.

        Hun deltog i klubrejser flere steder hen: var med i München på en to-dagestur med bl. a. besøg på en stor international mineralmesse og i København, hvor formålet var at deltage i en gennemgang af Geologisk Museums samlinger, guidet af Erik Schou Jensen. På denne tur "forsvandt" hun pludselig for os andre, men dukkede op igen efter at have tilmeldt sig en rejse til Santorini. I de senere år var kræfterne ikke til de store ture; men hun var en trofast deltager på de små klubture, som Rigmor arrangerede, hvor vi blot skulle slappe af og nyde naturen, selv om hun da var blevet næsten blind.

        Hun deltog i møderne på Åby Bibliotek i den udstrækning hendes alvorlige sygdom (cancer) tillod det, så vi vidste ikke altid, om vi havde set hende for sidste gang; men hun vedblev at dukke op igen, inden hendes grænser var nået ved påsketid i år, og hun blev bisat fra kirken i Viby J. d. 18. april 2009. Hun var ukuelig.

Æret være hendes minde.

I. Cl.

               

Claus Hedegaard død

Et af Jysk Stenklubs mangeårige medlemmer er den 16. marts 2009 afgået ved døden i en alder af kun 46 år. Vi bringer nedenfor to nekrologer.

Claus Hedegaard in memoriam,  1963-2009.

Chokeret, nægter at tro det, ”det er urimeligt at dø så ung” føltes, da jeg den 26. marts i år fik at vide, at Claus Hedegaard, vores gode ven og mangeårigt medlem af Jysk Stenklub, var død.

Da jeg først mødte Claus, var han vel omkring 12-13 år gammel – men allerede vildt optaget af naturhistoriske emner. Naturligvis ikke så underligt med en opvækst i familiefirmaet hos konservator Orla Hedegaard, nu ”Natureshop” i Rønde. Dengang boede han i Fårvang, hvor huset rummede både hjem, butik og arbejdslokaler. Claus deltog i faderens rejser rundt omkring i Europa, bl.a. på gamle godser og slotte, hvor naturhistoriske samlinger efter måske århundreders (van) røgt skulle restaureres og bringes på fode igen. Han fik allerede der et stort netværk og en stor kærlighed til handel. Hjemme stod han vist mest for den nye del af butikkens repertoire – stenene – dvs. mineraler og fossiler. Allerede tidligt i sit liv kontaktede han helt naturligt bla. Aarhus Universitet, hvor jeg mødte ham via mit arbejde der. Vi mødtes ”på lige fod”, og umiddelbart gik et venskab i gang. Det var kendetegnende for Claus, som i øvrigt for resten af hans familie, at hvis man var en del af vennekredsen, udviste han en stor generøsitet. Man skulle blot nævne et ønske om noget ”naturhistorisk materiale”, som det kunne være godt at undersøge – og straks var han i gang med at skaffe det og donere det – og det varede ved i hele vort bekendtskabs historie – så sent som ved Hasselagermessen i 2008 huskede han på min store interesse for fossile søpindsvin og forærede mig et smukt, komplet eksemplar af en fossil Cidaris fra Indien. Han glemte ikke sine venner. Og at dømme efter de mindeord, som man allerede få dage efter meddelelsen om hans død har kunnet læse på ”nettet”, så havde Claus en meget stor kreds af venner, kolleger, samarbejdspartnere og engagerede kunder. Alle giver udtryk for taknemmelighed for det, de sammen har haft med Claus og en stor respekt også for hans faglige dygtighed og integritet.

 

 Claus holder foredrag om mineralhandel i bl.a. Namibia for Jysk Stenklub 8. nov. 2008

I Jysk Stenklub har vi lige haft stor fornøjelse af et af hans både muntre og informative foredrag. Det var den 8. november 2008, hvor han, som altid fuld af anekdoter, berettede om sin færd i den del af verden, der har at gøre med indsamling og handel med mineraler, ikke mindst fra Namibia og andre steder i Afrika. Man behøvede end ikke have kendskab til alle de mange specielle mineraler, han nævnte, for alligevel at få et stort udbytte af hans fortællen. Disse fortællinger fra den store verden, som Claus navigerede ubesværet rundt i, kommer vi også til at savne – men mest af alt kommer vi til at savne ham selv. Jeg siger ham tak for alt det, han har betydet for mig og for klubben, og jeg sender min dybfølte kondolence til hans familie, for hvem det må være meget, meget svært.

Tak Claus,

Fra Søren Bo Andersen

 

Claus Hedegaard 1963-2009

Ved Claus' pludselige og alt for tidlige død går mine tanker først og fremmest til hans familie, som jeg sender min dybtfølte kondolence.

Claus var et menneske, som man syntes at have kendt altid. Da jeg blev medlem af Jysk Stenklub i 1976, varede det ikke ret længe, før vi blev gode venner. Vi var begge meget interesserede i mollusker, han mest i de nulevende og jeg mest i de fossile. Vi fandt imidlertid snart ud af, at de to områder overlappede hinanden, og jeg besøgte Claus i hans hjem i Fårvang, hvor hans fine samling af nulevende mollusker var til hjælp og inspiration for mig i min begyndende beskæftigelse med at skrive artikler og afhandlinger om de fossile mollusker. Både Claus og hans far var generøse, når jeg manglede sammenligningsmateriale, og vi lavede flere fælles ekskursioner til bl. a. en af mine yndlingslokaliteter Nørre Vissing.

Vores samarbejde og gensidige hjælp fortsatte gennem årene. Da Claus skulle skrive specialeopgave om skalstrukturen hos de nulevende Archaeogastropoder, var jeg så heldig at kunne hjælpe ham med studiemateriale af fossile snegle, og jeg har selv fået mange fine nulevende snegle, der har været til stor hjælp for mig i mine arbejder. Da Claus på grund af pladsmangel og manglende tid i 2000 ønskede at skille sig af med sin store samling af fossile mollusker og andre fossiler, donerede han den til mig. Jeg er ham meget taknemlig for denne fine samling.

I Jysk Stenklub deltog Claus i møder, studiekredse og ekskursioner med stor energi og godt humør, og hans store kendskab til mineraler og fossiler har mange i tidens løb nydt godt af. Fra Claus var dreng, var han vant til mange rejser i ind- og udland, og han hjalp sin far med den del af forretningen, der omfattede fossiler og mineraler. Da han havde fuldført sit studium, fortsatte han sin rejseaktivitet til steder over hele verden. Han havde mange spændende arbejdsopgaver, der førte ham til spændende steder og mennesker.

Claus begyndte tidligt at formidle sin store geologiske viden via udstillinger, foredrag og artikler. Hans talrige artikler blev offentliggjort i forskellige tidsskrifter, men han skrev også bidrag til "Den store danske Encyclopædi", ligesom han også var gæsteunderviser ved forskellige universiteter.

Claus gjorde også meget for en populærvidenskabelig formidling af geologiske emner, og på hjemmesiden http://www.natureshop.dk/ kunne man få viden af seriøs karakter om mineraler, fossiler og meteoritter, fortalt på en levende og let tilgængelig måde. Hans fine lille bog  "Fossilernes liv og historie" (Geoloco, 2005) er skrevet ud fra samme koncept. Claus gik aldrig på kompromis med hensyn til seriøsitet.

I Jysk Stenklubs bestyrelse var vi meget glade, da det i efteråret lykkedes for os at få Claus til at komme og holde et foredrag ved novembermødet 2008. Claus var ofte ude at rejse og svær at få fat i. Novembermødet havde derfor samlet mange forventningsfulde medlemmer, der kunne glæde sig over et spændende foredrag af en veloplagt foredragsholder, der med sin karakteristiske humor øste ud af sit enorme forråd af sjove oplevelser og erfaringer fra indsamling og handel med mineraler, denne gang i Afrika. Vi kunne ikke vide, at det skulle blive sidste gang, at han glædede os ved at holde et foredrag i den forening, som han selv gennem mange år var et fremtrædende medlem af.

Æret være Claus Hedegaards minde!

Ingemann Schnetler

 

Til minde om Rigmor Kloock

 På årets næstsidste dag fik Rigmor fred efter flere års kamp med en cancer, som hun i meget lang tid var sikker på at hun kunne vinde over. I oktober var hun i stand til at lede en tur til Limfjorden, og mens vi gik rundt i den dis som tryllede med landskabet udviklede hun planer om at lave endnu en tur til det sydlige Sverige i 2008. 

 I 1991 blev hun medlem af Jysk Stenklub, og allerede året efter var hun med til at gendanne et turudvalg som skulle arrangere ekskursioner eller udflugter til geologiske lokaliteter og museer. At hun i mere end 15 år skulle blive så markant en del af klubbens rejsevirksomhed drømte hun ikke om dengang. Hun har fortalt at hun nærmest blev smidt ud i løsningen af de praktiske detaljer ved den første udenlandstur til Ignaberga og Ivö. De der smed hende må have haft blik for hendes talenter, som med tiden udfoldede sig når hun forhandlede både logi og transport ned til priser som var overkommelige for alle. Forplejningen var dengang og siden hen gennemtænkt til mindste detalje. Det var nemt at tage det som en selvfølge, og Rigmor var ikke den der indbød til overdreven kælsomhed. Men hun ville forfærdentlig gerne at alle skulle have glæde af turene. Alene den store aldersmæssige spredning og varierende fysiske formåen i rejsegrupperne fortæller lidt om hvad det var for en opgave hun løste den ene gang efter den anden.

 Et par år senere fik turudvalget den sammensætning som i godt ti år har beriget os med ture til Skandinavien, Tyskland, Frankrig og England. Skandinavien blev Rigmors område. Skien, Larvik, Drammen og Slemmestad blev besøgt i de år hvor turene tiltrak både mineral- og fossilinteresserede. Sydsverige og Gotland  kom hun tilbage til flere gange. Med lokalkendte guider førte hun os til mange gode fundsteder, og da Hans kom til som fast chauffør ophørte den traditionelle indkøringsfase, hvor hjørnernes kantsten bidrag til at ryste selskabet sammen. Tandtekniker- og lazaretbesøgene i Sverige skyldtes alene banale uheld som selv Rigmor næppe kunne have forhindret. 

 I en årrække var hun en central figur på klubbens stand på Ry-messen. Med sit gå-på-mod og fanden i voldske humør blev hun til glæde og inspiration for de klubmedlemmer der stod på messen sammen med hende. ”Kundebetjening” lærte hun os en masse om ved sit eksempel. På en elegant måde kunne hun lede en vidtløftig spørger tilbage til udgangspunktet. Det var også glade dage med Rigmor.

 Vi savner hende og vi ved at savnet hos hendes familie er uendelig meget større. Må det være dem til trøst at vide at  Rigmor i Jysk Stenklub vil blive husket i mange år for de gode stunder vi tilbragte sammen i ud- og indland.

Æret være Rigmors minde.

 Jytte Frederiksen

 

Jysk Stenklub 35 år

Klubmødet, lørdag den 10. november 2007

Jysk Stenklub fejrede sin 35 års fødselsdag med smørrebrød og en fælles hyggelig snak om vores hobby og de mange år, der er gået. Fødselsdagen blev fejret på Åby Bibliotek.

Inger Clausen, Sven og Hanne Sønnichsen

Billeder fra de 35 år blev vist på en PowerPoint præsentation, og desuden havde flere medlemmer sten eller fossiler med. Flere af de viste ting havde deres egen historie om hyggeligt samvær og ture til mere eller mindre fremkommelige lokaliteter, hvor vejret ofte også medvirkede til mange  uforglemmelige situationer.

Kjeld Gade Sørensen taler.

                                                                        /Ingemann Schnetler

 

 

Startside ] [ Op ]

 

Send e-mail til i.schnetler@mail.dk med spørgsmål eller kommentarer om dette Web-sted.
Copyright © 2003 Jysk Stenklub
Senest opdateret: 12. maj 2011